BB – En legende lever videre

Kommentarer lukket til BB – En legende lever videre Nyheder

Pressemeddelelse fra Vejle Yacht Service, d. 16/7/2012:

BB – En legende lever videre og 10 Meteren genopstår.

Vejle Yacht Service har overtaget de legendariske ringe med BB til produktion af drager og sætter igen BB 10 Meteren i produktion.

Vejle Yacht Service har altid været kendt for kvalitetshåndværk inden for bygning af drager. Siden 2006 har det velrenommerede bådværft bygget de vel nok hurtigste drager i verden under navnet Royal Dragon, der nu kommer til at hedde BB Dragon.

Vejle Yacht Services ejer, Thomas Egeskov, blev i sin tid udlært som bådebygger hos netop Børresens Bådebyggeri. Derfor betragter Thomas Egeskov det også som en ære, at han nu kan være med til at bevare og videreføre en af de mest legendariske og succesrige sejlsportsmærker i verden. Samtidig får han mulighed for at relancere den graciøse klassiker BB 10 Meteren.
De første nye BB 10 Meter-både vil blive sat i produktion i den nære fremtid og forventes at kunne leveres til sæsonen i 2013.

Thomas Egeskov har på forhånd loddet interessen for nyproducerede BB 10 Metere.
»Nu har vi jo kun kunnet tale med få sejlere om projektet, for at undersøge om det vil være bæredygtigt. Og den positive respons vi har fået lover godt. Klassen i sig selv er meget aktiv og er således en af de klasser, der mønstrer flest både ved DM. Desuden har der vist sig en interesse fra Schweiz og Tyskland, hvor 10 Meteren fortsat er en yndet båd til sø-sejlads.«

Respektfuld fornyelse
Vejle Yacht Services ejer fortæller, at nyproduktionen af BB 10 Meteren vil blive opdateret på en række punkter.
»En væsentlig pointe er, at vi respekterer designet på de eksisterende 10 Metere, samtidig med vi kommer med flere diskrete forbedringer, dels for at få en fornyelse og dels for at få forenklet produktionen. Det har vi stor erfaring med fra Dragen. Vi forventer derfor, at 10 Meteren kan lande på en attraktiv pris,« siger Thomas Egeskov.
Produktionen hos Vejle Yacht Service er desuden blevet udbygget med eget riggerværksted. Dermed vil den kendte BB dragemast med dråbe-profil blive produceret af Vejle Yacht Service. Det gælder også mast og rig til BB 10 Meteren.

Udover drager og BB 10 Metere vil Vejle Yacht Service fortsat producere inrigger robåde og levere reservedele. Vejle Yacht Service vil naturligvis også fortsat udføre reparationer og vedligehold af klassiske sejlbåde såvel som optimerede racere – alt sammen som traditionsbunden dansk håndværk.
Samarbejdet med Børresen Bådebyggeri fortsætter, således at Børresen fremadrettet vil fungere som salgsagent for de BB producerede både.

For yderligere information kontakt venligst:

Thomas Egeskov – thomas@vys.dk – 22 95 94 73 – www.vys.dk – www.bb-dragon.com

woodmancx.com