Dansk Dragecenter hos Nordbjærg´s på Skovshoved Havn

Kommentarer lukket til Dansk Dragecenter hos Nordbjærg´s på Skovshoved Havn Nyheder

Skærmbillede 2018-02-28 kl. 14.50.38Baggrund for initiativet    

I et forsøg på at få aktiveret de mange Drageejere i hele landet, og få så mange Drager som muligt ud og sejle i den kommende sæson, har Dansk Drageklubs bestyrelse taget initiativ til at skabe “Dansk Dragecenter” hos Nordbjærg´s i Skovshoved Havn. Grunden til valget af denne location er, at her er optimale betingelser for at skabe et godt Dragemiljø med gode faciliteter såvel, til lands som til vands.

Hos Nordbjærg´s er der god opbevaringsplads for Drager på trailere i ” Ready to Race mode”, nære kranfaciliteter, reparationsmuligheder, udstyrsshop og sejlmager samt ”vores eget klubhus” i form af Hal 5 med et hyggeligt, afslappet miljø og moderate priser.

Det er er vigtigt, at vi også prioriterer det sociale, hvis vi skal sikre at alle kategorier af Dragesejlere har lyst til at være med.

Vi inviterer samtlige Danske Drageejere til at komme med deres både og træne/sejle hele sæsonen fra 20. april til 7. oktober. Mange af sæsonens indenlandske kapsejladser for Drager foregår ud for Skovshoved Havn, som således danner de perfekte rammer for en aktiv sæson.

Kapsejlads og træning

Der vil være mulighed for at sejle i weekenderne – efter lidt lækker morgenmad i Flemmings hyggelige Café, lige ved siden af Dragerne – og deltage i aftenmatch, hver torsdag, sammen med Knarr´erne – og afslutte sejladserne med en hapser og et godt glas vin eller øl i Hal 5. Der arbejdes også på, at vi får lagt en bane i de weekender, vi aftaler at sejle i – måske skal vi på skift give en hånd med at lægge mærker ud – ellers kan vi købe os til det.

Drage Workshop

En af Danmarks dygtigste dragesejlere – og måske verdens største dragespecialist – Lars Hendriksen har været så venlig, at stille sin ekspertise til rådighed for en Workshop omkring Dragetrim og -teknik, som indledning til aktiviteten i starten af sæsonen. Et datoforslag kunne være d. 20-21. april 2018 (- ikke konfirmeret af LH). Workshoppen vil bestå af teori og praktisk sejlads/ kapsejlads på vandet, hvor de forskellige elementer afprøves og testes under ”skarpe forhold”.

Mange Dragekapsejladser – i lige netop Skovshoved

Der er rigtig mange Dragesejladser i netop Skovshoved i sæsonen 2018, som giver gode muligheder for at komme meget på vandet.

Følgende er planlagt:

  • eller 21. april Opstart og Drage Workshop i Skovshoved v/ Lars Hendriksen
  • – 29. april Øresundsmesterskab i Skovshoved
  • – 13. maj DM i Skovshoved
  • – 21. sept. Vintage Yachting Games i Skovshoved – tidl. OL klasser inkl. Dragen
  • – 7. oktober NM i Kvindelig Sejlklub (-banen ligger ud for Skovshoved Havn)
  • Fra 3. maj Aftenmatch for Drager og Knarr i SKS – Skovshoved, hver torsdag
  • Weekendtræning efter aftale

Indkvartering og opbevaring

For de Dragesejlere, der kommer langvejs fra, forsøger vi at sikre muligheder for overnatning i forbindelse med træningsweekender, og der arbejdes pt. på hotelaftaler og andre indkvarteringsmuligheder i privat regi – tæt på Skovshoved Havn.

Hos Nordbjærg´s kan der i et vist omfang tilbydes og lejes opbevaringsplads for sejl og grej, så det eneste du behøver at medbringe er en taske med personligt grej. Der vil også være mulighed for at bestille søsætning og optagning af Dragen, samt spuling og påsætning af cover, hvis tiden er knap.

Tidsplan og økonomi

Aktiviteterne i det nye Dragecenter forventes startet op i weekenden d. 20-21. april og varer frem til 7. oktober.

Aftenmatch ´er i SKS på torsdage begynder d. 3. maj med start kl.18.00. Starttidspunktet ændres henover sæsonen, men varsles i god tid.

Nordbjærg´s har været så venlige at tilbyde helt ekstraordinære gode vilkår til Dansk Drageklub, med gratis opbevaring af din Drage frem til 1. juni og derefter en favorabel pris på 2.000 kr. for resten af sæsonen (indtil 1. oktober) – INKL. i denne pris er et gavekort til Nordbjærg’s vel-assorterede bådeudstyrsforretning på 1.000 kr.  En stor tak skal lyde til Lars og Allan fra Nordbjærg´s😊

Dragerne skal stå elegant ved siden af hinanden – tæt på Hal 5 – og bådejerne skal forpligtige sig til, at der skal være flag i alle forstag og stickers på trailerkasser gennem hele sæsonen!

Flemming kan levere morgenmad, frokost, god kaffe, ”After-Sail” snacks og drinks – og vil gerne agere ”Klubhus” med sin hyggelige og atmosfærefyldte café, Hal 5. Her kan den øvrige familie også hygge sig og nyde havnelivet over en god kop kaffe eller en let frokost.

Nordbjærg’s tilbyder at assistere med håndtering og service af Dragerne, herunder:

  1. Søsætning eller/og optagning, spuling og cover af/på
  2. Race polering og Wax til ”Perfection”
  3. Mindre reparationer af glasfiber, rig mv.
  4. Tilbud på vinteropbevaring – udendørs eller under tag
  5. Opbevaring af sejl og grej indendørs

Disse arbejder udføres efter nærmere aftale og til en reduceret timepris – 20 % 😊

Nordbjærg’s velassorterede butik fører Zhik, Musto og meget andet lækkers sejlertøj. Zhik er ny sponsor for Sejlerlandsholdet og Nordbjærg´s butik er udpeget som forhandler til landsholdssejlerne. Qua dette samarbejde vil der være mulighed for at ekvipere hele besætningen til meget fordelagtige priser- kontakt Lars på 20 67 05 57 for nærmere aftale.

Ohøj!

Tilmelding

Med dette initiativ er der ikke længere nogen undskyldninger for at lade Dragen stå hjemme i carporten – og ikke komme ud og sejle en hel masse i den kommende sæson…

Vi håber, at alle Dragesejlere – i det ganske land – vil deltage, og du skal blot tilmelde dig  – gerne så hurtigt som muligt – på markflindt48@gmail.com eller på mobil 2366 7007

Vi ser gerne tilmelding senest 1. marts aht. den videre planlægning.

 

Med venlig hilsen

Dansk Drageklub

Mark Flindt

Download som PDF – Drage Center på Skovshoved Havn