Dragesejlads i Norden

Kommentarer lukket til Dragesejlads i Norden Nyheder

De nordiske drageklubber fra Sverige, Norge, Finland og Danmark var i onsdags samlet i Hellerup Sejlklub, hvor agendaen var, hvorledes vi i fremtiden kan få flere drager på vandet. 

Intitiativet kommer fra Danmark, hvor idéen om at et styrket samarbejde de nordiske dragesejlere imellem kan bidrage til mere fokus på klassen og flere drager til stævnerne lokalt. 

Den danske drageklub har igennem en længere periode arbejdet på, hvordan det kan føres ud i livet, at man får flere af de danske drager på vandet, samtidigt med at man rekrutterer nye sejlere. Dette har udmøntet sig i et simplificeret set-up, hvor de mindre øvede sejlere vil blive tilgodeset, hvor der vil være mere fokus på det sociale, et ensartet og simplificeret regelsæt og ønsket om et styrket samarbejde med de nordiske drageklubber. 

Tendensen i den internationale drageklasse, har de seneste år været, at flere og flere professionelle sejlere, har indtaget klassen. Det har ændret Dragen fra at være en bred og kompetetiv klasse, til at være en benhård klasse med mange professionelle. Verdens bedste sejlere bliver købt af rigmænd. Dette er uden tvivl super godt for de mange dygtige amatører, som gerne vil sejle på et højt og professionelt plan, men det har desværre også haft en sort side, som har gjort at mange af de dragesejlere, der tidligere var med for fællesskab og god konkurrencedygtig sejlads, rundt omkring i verden, vælger klassen fra. For få år siden var konkurrencen hård, men jævn og mere retfærdig. I dag er over 50% af deltagerne til de store internationale stævner professionelle både. Reglerne bliver udnyttet til det yderste, bådene optimeret til kanten af reglerne og nogle vil mene over. Alt dette har været med til, at mange har fravalgt drage-klassen, hvilket vi i Norden vil forsøge at ændre på.

I de nordiske lande er vi enige om, hvad der skal til. Fællesskab og sejlads for alle. Danmark er det land i Norden, hvor udfordringen med de professionelle har været mest udtalt. Det danske dragefleet har derfor også generelt været bedre placeret end vores nordiske venner ude omkring i verden. Svenskerne nærmer sig – hvor Finland og Norge i højere grad har fokuseret på det “hjemlige” med omkring 20 aktive drager i hhv. Norge og Finland. 

Et af de første tiltag er, at vi i de nordiske lande forpligter os til at støtte op om hinandens mesterskaber. Vi vil også sørge for, at startgebyrerne bliver bragt ned på et minimum. De drager som deltager fra andre nordiske lande, skal kunne deltage uden at betale startgebyr. Ligeledes skaber vi 2 præmierækker: en for de øvede og en for de mindre øvede. Vi vil også ændre sejladsbestemmelserne, således at disse får et ensartet simpelt format, som på fair vis kan bruges af alle nordiske lande.

Vi håber, at disse tiltag vil være med til at skabe fornyet interesse for Dragen. Alles input er velkomne, og vi vil i den følgende tid tage direkte kontakt til alle drageejere i Danmark, som vi har registreret for at få en snak om, hvad der skal til for at komme på vandet igen. 

Hvis du ikke er i kontakt med drageklubben, men har en drage så lad os høre fra dig! 

Har du en Drage, som du på den ene eller anden måde vil “aktivere”, så kontakt os. Vi kan enten hjælpe med at finde dig en besætning, få gjort din båd klar og finde en ny ejer.

Kapsejladsudvalget – Dansk Drageklub,

Frank, Søren og Thomas

woodmancx.com