GODT NYTÅR

Kommentarer lukket til GODT NYTÅR Nyheder

Ovenfor – “Camilla” fra Hellerup Sejlklub, som sejler næsten hver dag (31. december 2019).

Kære Dragesejlere,

2019 blev et begivenhedsrigt år for mange danske Dragesejlerne og vi høstede mange flotte internationale resultater i de store stævner i udlandet. De danske Dragegaster var også højt placeret på mange resultatlister, hvilket vi kan være meget stolte af. Det var også året hvor Dragen fyldte 90 år med et stort jubilæum stævne i Sanremo, hvor den danske besætning Jens Christensen, Anders Bagger and Thomas Schmidt vandt, flot sejlet.

Vi havde desværre ikke den store opbakning og tilmelding til de danske stævner og derfor fik vi ikke afviklet DM i Frederikshavn som planlagt, men det blev et fantastisk godt stævne arrangeret af Frederikshavn sejlklub.
Med de mange fine kapsejladser i udlandet er det blevet svært at tiltrække alle Dragesejlere samtidig og vi har derfor udtænkt et fælles kapsejladsprogram sammen med vores nordiske kollegaer og et helt nyt trofæ, Nordic Dragon Cup.

Sejladserne bliver afholdt i Norden og den samlede vinder af stævnerne kan kalde sig Nordic Dragon Cup Champion.

På nedenstående kapsejladskalender ses markeret, de stævner som tæller med i den nye kapsejlads. Samtidig med det nye sejladsprogram i Norden, har vi derfor ansøgt Dansk Sejlunion om dispensation for at afholde DM i Marstrand den 12-14 juni, hvor stævnet også kommer at tælle som et Nordisk-, Svensk- og Norsk Mesterskab. Det er vores fælles mål, at få samlet et meget stort felt af Drager i Norden der sejler mod hinanden.

Vi er i også gang med at undersøge mulighederne for at arrangere et dejligt sommerstævne i Hesnæs Havn, som ligger på Lolland. Vi lægger vægt på det vigtigste i Drageklassen, vores kammeratskab, mad og vin, oplevelser og naturligvis gælder det om at vinde, mere om dette arrangement følger i slutningen januar.

Vi starter sæsonen på land i Skovshoved Havn med tre spændende aktivteter:

Bliv klar til 2020 sæsonen og få endnu mere fart i Dragen, bliv skarpere på taktikken og vær sikker i de nye kapsejladsregler.

Torsdag den 23. januar afholder vi trim aften med Theis Palm, som deler ud af sin store viden omkring trim og optimering af Dragen. Du kan læse mere om arrangementet og tilmelde dig her…

Tirsdag den 25. februar kommer Lars Hendriksen og fortæller om hvordan man som professionel dragesejler planlægger en vinderstrategi og gennemfører den med resultatet og succes. Tilmelding og beskrivelse kommer på Dansk Drageklubs og KDY’s hjemmeside snarest.

Torsdag den 19. marts afholder vi regelaften hvor vi diskuterer hvilke rettigheder og forpligtigelser de nye kapsejladsregler foreskriver i forbindelse med starter og mærkerundinger sammen med en gruppe bane dommere. Tilmelding og beskrivelse kommer på Dansk Drageklubs og KDY’s hjemmeside snarest.

Man behøver ikke at være Dragesejler eller medlem af Dansk Drageklub for at deltage i disse arrangementer. Alle sejlere er velkomne og alle kan stille spørgsmål.

KAPSEJLADSER 2020 – NORDEN

24-26 april – træningslejr, Marstrand (S)
9-10 maj – Øresundmesterskabet, Hellerup (DK)*
16-17 maj – Vårdraken, Langedrag (S)
6 juni – Klassiska Regattan, Långedrak (S)
TBA (juni/juli)- sommerstævne Hesnæs Havn (DK)
TBA – Pelle Gedda Pokalen, Saltsjöbadenregatta (S)
12-14 juni – “DM” og Nordisk Mesterskab i Marstrand (S)* 25-28 juni – Hankø Race Week, Hankø (N)*
TBA – Höstdraken, Marstrand (S)
TBA – Oktoberpokalen/Silverasken, Saltsjöbaden (S)

* Stævnet tæller med i Nordic Dragon Cup 2020

Med stor tak til alle Dragesejlere, vi ønsker vi jer et lykkebringende og godt nytår.

Sejler hilsner

Dansk Drageklub
Lars Stenfeldt Hansen
Formand

 

 

 

 

woodmancx.com